Se videoen

OM ANNA

ADFÆRDS- OG TRÆNINGSSPECIALIST i kvinders sundhed

Anna Bogdanova

Jeg vil skifte kur og langvarig, udmattende cardio ud med mere mad og muskler, fordi vi skal bygge mere op, end vi bryder ned – i alle livets faser – for at holde fast i vores styrke, form og frihed langt op i alderen.

Derfor lærer jeg kvinder, hvordan de styrketræner effektivt på kun 5-15 minutter om dagen med fokus på musklerne - de er vores vigtigste sundhedsopsparing!

★ 14.000+ kvinder har gennemført Anna Bogdanovas digitale træningsforløb ★

♦︎ Akademisk baggrund inden for psykologi, forandringsprocesser og læring (CBS).

♦︎ Videreuddannelse i træningsfysiologi- og ernæring, moderne smerteteori, adfærdsdesign og stressrådgivning.

♦︎ Vicedirektør i Professional Standards Committee (Europe Active), hvor hun sætter standarder for onlineundervisning i sundheds- og fitness-sektoren i Europa.

♦︎ Forfatter til Skyhøj Forbrænding, Veldrejet, Smertefri og Express Opstrammer.

♦︎ Modtog i 2019 Talent 100 anerkendelsen i Berlingske Business for sine digitale træningsforløb.

♦︎ Kåret som én af de 25 kvindelige iværksættere, du skal holde øje med i 2022, af Dansk Erhverv.

BAGOM VEJEN TIL EN VELFORMET OG VELFUNGERENDE KROP

… har været lang og til tider tung – i bogstaveligste forstand – for Anna Bogdanova, der tilbage i 2008 plantede det første lille kettlebellfrø til det, der i dag er blevet et stort trænings- og livsstilsunivers. Kom med her hele vejen med den lille pige, der pjækkede fra alle idrætstimer til den passionerede træningsspecialist, der i dag insisterer på at lære kvinder, at vores muskelmasse er nøglen til et langt liv med en både velformet og velfungerende krop.

“De første 18 år af mit liv var træning en fuldstændig ukendt planet for mig. NUL sport eller fysisk aktivitet, indtil jeg blev 18 - jeg pjækkede fra samtlige idrætstimer! 

Min vej ind i fitness blev først banet, da jeg så et billede af min egen 18-årige ‘spist-for-meget-slik-i-timerne-og-siddet-for-meget-ned numse’ bagfra og fik akut lyst til at lave en hel masse baldeøvelser, som jeg havde fundet i et magasin.

Efter en kort fase med stepmaskine og lignende instrumenter, som jeg hverken var god til eller fik resultater af, faldt jeg (heldigvis!) over et fitness magasin og opdagede vægttræning. Og der var faktisk noget træning, jeg var god til! Som ikke udmattede mig og akut gav mig følelsen af at være stærk og uovervindelig.

Jeg tør godt sige, at styrketræning ændrede mit liv. Alt blev lettere.

Jeg fik lyst til mere bevægelse i min hverdag. Jeg fik mere energi. Færre humørsvingninger. Kunne slappe af med min mad (og spise mere), uden at det satte sig rundt om maven eller på hofterne – det blev til muskler i stedet!“

overtræning og stresskollaps

“Men jeg havde også en periode, hvor jeg trænede alt for hårdt. Arbejdede for meget. Trænede for meget. Spiste for lidt. Sov for lidt. Levede af energidrikke. 

Det endte med, at jeg gik ned med et totalt stresskollaps. Jeg tog på, kunne ikke få kontakt til min egen krop igen, og ingen af de klassiske råd mod stress virkede. 

Men det var også det, der gjorde mig nysgerrig. For hvorfor crashede min krop, når jeg gjorde alt ‘det rigtige’ (aka trænede meget og spiste sundt (læs lidt))? 

I min søgen efter svaret og i mødet med mange kunder, gik det op for mig, hvad der er galt med traditionelle kom-i-form strategier:

De går alle sammen ud på ‘spis mindre, træn mere’ — det vil sige tanken om, at man skal være i energiunderskud for at være sund/slank/smuk (indsæt selv). 

Men det har dramatiske konsekvenser for kvinders helbred, for når man er i kronisk energiunderskud, vil hjernen skrue ned for en lang række vitale processer: fx ægløsning, immunforsvar, afgiftning, ledningshastighed af nervebaner, hjernekapacitet, hudkvalitet og, ikke mindst, muskler. 

Det er vanvittigt!”

LIVSVIGTIGE MUSKLER

Vores muskelmasse falder helt naturligt med alderen… hvis vi ikke sørger for at holde på den ved at træne musklerne. Og det kan, uden at overdrive, være et spørgsmål om liv eller død. Da jeg mistede min mor for for flere år siden til kræft, så jeg hende svinde lynhurtigt ind til, fysisk talt, ingenting. Hun havde aldrig trænet muskler, så havde ikke noget at stå imod med, og jeg vil altid tænke på, om styrketræning kunne have givet hende et stærkere udgangspunkt. 
Men vi kom for sent i gang. 

Jeg lovede derfor mig selv, at jeg aldrig ville holde op med at arbejde på at vedligeholde min egen muskelmasse. Eller lære andre kvinder at holde på deres. For muskler er ikke kun nøglen til at møblere rundt på og forme den krop, som mange af os drømmer om. Det er også musklerne, der er med til at skabe balance i vores hormoner, dæmpe inflammation, forebygge knogleskørhed og livsstilssygdomme og holde os yngre langt op i alderen.”

PS! Vægtøgning med alderen er faktisk helt naturligt. Men det er til en vis grad muligt for os at styre, hvad vægten består af. Der er… hold nu fast… 22 år mellem disse to billeder af mig - plus 22 kilo!

jeg vil være her så længe som muligt for min familie

MAKSIMAL EFFEKT MED MINIMAL INDSATS

“Men havde du fortalt den 13-14-15-årige mig, at jeg en dag ville komme til at leve af fysisk træning, ville hun rulle med øjnene! Jeg har stadig ingen ambitioner om at ville være en superatlet, men jeg vil gerne kunne følge med. Med mine børn, livet, bussen, hunden.

Jeg vil gerne holde mig ungdommelig i den forstand, at jeg er fri til at kunne bevæge mig, som jeg vil, også når jeg bliver ældre. Og jeg vil være her så længe som muligt for min familie.

Og sådan gik det til, at jeg blev ‘sådan én, der træner’. Mest fordi jeg elsker alt det, jeg får ud af min træning. Energien, friheden til at gøre de ting, jeg gerne vil kunne med min krop, styrken til at kunne bære både mine børn og tunge indkøbsposer.

Men jeg lever og ånder ikke for min træning. Og jeg træner heller ikke hele tiden, som mange måske tror, snarere 1-2 timer om ugen. I pressede perioder kun 5 minutter om dagen! Jeg vil gerne gøre det så koncentreret som muligt, så jeg kan komme videre med alle mulige andre ting - men jeg elsker hvert sekund og hver fornemmelse i min træning. Det er som dynamisk meditation for mig og giver mig et nødvendigt break fra hverdagen, fordi jeg ikke kan tænke på andet, når bare jeg løfter med en vægt, der er tilpas tung – kan man tænke på andet, mens man styrketræner, ja, så løfter man bare ikke tungt nok!”

DAGLIG KROPSPLEJE

“Og det er lige præcis det, jeg gerne vil give videre til dig. Du kan mere, end du tror. Du er stærkere, end du tror. Det handler ‘blot’ om at få låst op for al den råstyrke, som alle kvinder besidder, og det kan godt lade sig gøre med mikrotræning - på kun 5-15 minutter om dagen, uden udmattelse, uden at syre til, uden at miste energi, men i stedet få mere af den.

Det kræver bare noget af programmeringen og progressionen i øvelserne. Nørderier, som du ikke behøver bruge din tid på (med mindre du har lyst!) – du kan plug and play mine travl-hverdags-venlige træningsprogrammer, uden at skulle overveje hvordan, hvor længe og hvor meget, men blot vide, at jeg har sammensat træningen på en måde, som giver størst effekt både nu og på den lange bane. 


Lidt som en daglig rutine a la din tandbørstning, en skintonic eller anti-age serum. Du behøver ikke at diskutere med dig selv, om det skal være i dag, i morgen eller om en uge, du skal bygge og mærke dine muskler. Du gør det bare.