Hvordan Knæk Cancer ugen knækkede mig og Kim Kardashian gjorde det godt igen

2014-10-31-13.50.26-e1416068197908.jpg

Jeg har et lidt uafklaret forhold til cancer.

Min mor døde af brystkræft, som gik i lungerne, 31. december 2012. Hun nåede lige at blive 50 år.

Jeg har derfor også et uafklaret forhold til december måned.  Sidste år tudede jeg mig igennem nytårsaftenen hjemme, i pyjamas, i armhulen på min mand. (Hans armhule har en magisk virkning på mig! Den hjalp mig igennem mine veer).

I år tror jeg, vi skal til Nytårsmiddag på Falsled Kro, så jeg rigtigt kan trøstespise mig igennem aftenen i gourmet mad. Jeg skal ikke have vinmenu dog, det bliver rom og cola!

Nå, men jeg tænkte egentlig, at jeg har bearbejdet min mors død fint. Det sagde en psykolog til mig i hvert fald efter vores anden session sammen sidste år: “Hvorfor er du kommet tilbage? Du er pænt velfungerende…”

Nå, men så må jeg da bare tørre øjnene så.

Så da der var så meget fokus på at knække cancer i sidste måned, så ville jeg da bidrage.

Jeg foreslog i hvert fald Lorry, at jeg kunne komme og tale om, hvordan styrketræning øger ens chancer for overlevelse, når man er i behandling. Også være med til at forebygge cancer, endda.

Og det gjorde jeg så. Og så fik jeg efterfølgende mails i min indbakke fra kursister og læsere, hvor de delte deres mest sårbare historier om deres cancer. Og bad om råd til træning. Og jeg skrev også tilbage, for jeg kunne ikke lade være. Og hver en mail skar sig dybt ind i hjertet og triggede noget, jeg ikke helt kunne sætte ord på.

Jeg dyrkede det der “noget", jeg ikke vidste hvad var, yderligere ved at læse de historier, men finder, når man trykker på hashtagget #knækcancer på Instagram.

De historier er der også mange af i mit newsfeed på Facebook, men de her billeder på IG var sådan en lidt fast forward på sygdom-behandling-rask-tilbagefald-merebehandling-uvished - og så var der et andet menneskes historie, der kom i fokus. Samme scenarie.

Og så fik en god ven konstateret modermærkekræft (heldigvis er det lige blevet afklaret, at det ikke havde spredt sig til resten af kroppen!).

Og jeg gik hele tiden rundt med tanker om, at det kan der ikke passe, der er så mange mennesker der bliver syge med cancer hele tiden. Mennesker, der virker helt sunde og raske udenpå.

 

Kan man virkelig blive syg, også når man er sund??? 

Når jeg kigger tilbage på min mors liv, så kan jeg se, hvordan hun blev slidt op alt for tidligt.

Det er ikke underligt efter små 10 års samliv med én, der fandt trøst over sine knækkede drømme på bunden af en vodkaflaske. Nemlig min far.

Jeg har ikke tal på, hvor mange skjulte lydløse tårer det blev til fra min side, min mor måtte i hvert fald ikke også bekymre sig om, hvordan jeg havde det.

Det blev i hvert fald til ret mange tårer og søvnløse nætter til hende. Og til “shhhh vi skal være stille, far må ikke vågne” om dagen.

For hvert år, tænkte vi at NU, nu vender det til det bedre. For det kan ikke blive værre. Men det blev dét.

Jeg blev i hvert fald vidne til, at min mor - efter at vi næsten havde mistet min lillesøster, fordi min far var for stiv til at køre hende på hospitalet den nat, hun fik veer - lagde sig ned og ikke kunne røre sig. Så min mormor flyttede ind for at passe min lillesøster og mig. Det gør hun forresten stadig. Passer på os <3.

Mange lægeundersøgelser blev det til, og ingenting så ud til at være i vejen med min mor. Bortset fra, at hun ikke kunne komme op af sengen. I flere måneder.

Min mormor fortalte mig efterfølgende, at hun var bange for, at vi havde mistet min mor. Men så fik hun massage og akupunktur af en kinesisk læge hver dag, og så hun kom langsomt tilbage til livet igen.

Og blev skilt. Og flyttede os til Danmark i 1998.

Og så kom skavankerne… og så kom knuden i brystet.

Og så virkede første-anden-tredje slags kemo ikke.

Og så gik kræften i lungerne, og min mor blev indlagt - og jeg har siddet ved hendes side og set hende kæmpe for hver eneste vejrtrækning til det øjeblik hvor hun endeligt åndede ud.

Denne kamp er brændt fast på min nethinde.

Hver gang jeg får min astma at mærke, så ser jeg min mor for mig. Som ikke kan trække vejret. Og så bliver jeg bange. Så forfærdeligt bange. Hvilket selvfølgelig gør min astma værre.

Nå ja, det var dét, jeg ikke kunne sætte ord på før.

“Noget” er frygt.

 

Frygten for at blive syg. 

Jeg har holdt den på afstand i snart 2 år - men den her Knæk Cancer uge, den begyndte så at få has på mig.

Men den der frygt, den eksploderede i hovedet på mig, da jeg fik en mail (en mail!) fra min læge om, at jeg havde moderat-til-svære celleforandringer i livmoderhalsen.

WHAT? Jeg fattede ikke en brik. Jeg havde helt glemt, at jeg fik lavet den der rutinetest. Men det stod der, sort på hvidt. Forandringer på stadie 3 - stadiet lige inden de blev til cancer. Cancer! Mig???

De sagde i øvrigt også hos gynækologen, at det altså IKKE var cancer. Men på den tegning, de gav mig med - så er det saftsuseme 22 celler væk fra at være cancer! Toogtyve. Ja, jeg talte dem.

2014-11-15 10.46.18

Ja, jeg ved rationelt set godt, at det ikke er så slemt.

Slet ikke så slemt, som fx de 3 mennesker på min FB venneliste der har inden for den sidste måned har fået fundet en fucking tumor inde i hjernen!

Men følelsesmæssigt, så var det et sort hul jeg lige pludseligt stirrede i.

Mine muskler rystede ukontrollabelt, da jeg ringede til en veninde, som tidligere har fået fortaget 3 keglesnit. Det eneste jeg ville have at vide var, om jeg så kan få flere børn??!! Det kunne jeg så godt. Puhaaaa.

Men så kom spørgsmålet! Var det et tegn på, at der noget helt galt i min krop. Noget jeg ikke kunne mærke endnu?

  • Er det mine knap så lyserøde barndomsår, der har tæret på min organisme?
  • Er det, fordi jeg har været sygemeldt med stress i en alder af 23?
  • Eller er det i virkeligheden fordi jeg har levet af næsten udelukkende Summerbird, den gang jeg lige havde født og fået besked om min mors sygdom? Altså i lidt over 1 år.
  • Efter min mors død stod den så på sort kaffe og kokostoppe i stedet. Det var det eneste der kunne få mig igennem dagen uden, at jeg gik i stykker.

Har jeg selv forskyldt det?

Skal jeg nu juice 3,5 kg grøntsager dagligt og leve i evig askese og kropspåpasselighed? Skal jeg nu til at træne mere??

Hvad med alle de mennesker jeg har fortalt, at de ikke behøver leve fanatisk og udelukke sukker og hele fødevaregrupper?

Skal jeg nu til at sige til dem, at det er på eget risiko, at de spiser is?

Ved jeg overhovedet noget om sundhed???

Disse overvejelser løb igennem hovedet på mig i små glimt, der nok samlet set tog 5-10 minutter.

Og ret hurtigt tog jeg stilling.

 

Jeg nægter at lade ønsket om et sundt liv bygge på frygten for at blive syg.

Frygten for at gøre noget forkert. Træffe sunde valg for ikke at blive syg.

Det kan jeg ikke holde én dag ud af.

Så jeg spiste min ostemad. Og spiste min flødebolle. Og bundede to Dark’n’Stormy (rom og ginger beer - mums!) efter at have siddet og tudbrølet hos min læge den dag, hvor jeg også kom i tanke om, at jeg udeblev fra den mammografi, som jeg blev indkaldt til foråret. Efter at have fundet nogle hævede lymfeknuder i min armhule.

(Til historien hører også, at jeg på vej ud fra lægen ringede til Herlev for at forny min henvisning og få mig en ny mammografi tid.

Og så sagde damen “Ja, jeg kan godt se, du skulle undersøges for 3 palpable lymfeknuder”. Og da jeg lagde på, tænkte jeg “Ej, hvad er det hun sagde?” og Googlede “palbable lymfeknuder” - og dét skal man altså bare aldrig gøre!!!

For der kom noget op med metastaser og andet godt, og så brød jeg for alvor sammen og ringede til min veninde, som så fik mig til at gå tilbage til lægen og få en afklaring.

Overraskende nok, så tog sygeplejersken varmt imod mig, satte mig ind i et rum, snakkede med mig og bad mig blive der og ikke flytte mig, indtil lægen kom ind og snakkede mere med mig.

Hvilket han gjorde - og sjovt nok snakkede han ikke med mig om mine bryster og min livmoderhals, han snakkede om, hvordan jeg håndterede min sorg og angst (“Øhhhh, jeg arbejder…”) og om, at jeg altid var velkommen til en snak.

Totalt positivt overrasket over at være blevet set og taget alvorligt, gik jeg derfra med mere ro i maven.)

 

Jeg er jo sundhedsformidler?? Hvad skal jeg nu sige? 

Jeg kan ikke holde ud at prædike “sådan bliver du sundere”.

Sundhed er en kompleks størrelse, og når jeg hører ting som “sukker, gluten og korn dræber dig langsomt” eller “sukker og protein fodrer kræftceller", så brækker jeg mig, hurtigt!

Kroppen fungerer ikke endimensionelt, og der er flere, større, mere komplekse og vigtigere ting, der påvirker os, end en rød bøf og en flødebolle!

Enter life.

Lad nu være med at pålægge enkelte fødevarer ansvaret for vores samlede velvære og livskvalitet. Broccolijuice redder dig ikke, hvis du hver eneste morgen hader dig selv, mens du kører på et arbejde, der suger al kraften ud af dig.

Når man så er alvorligt syg, så kan det sagtens være, at dét man kan overskue at gøre, slet slet ikke er nok til at vende udviklingen af sygdommen.

Teoretisk, optimalt set, ja - måske er der virkelig brug for at lægge livsstilen heeeelt om (for ja, selvfølgelig betyder livsstil noget. Meget.)

Men praktisk, så er det ret så svært at gøre fra den ene dag til den anden. Og det er endnu sværere at leve med tanken om, at man burde gøre noget mere, men ikke kan. Og at tiden måske er ved at rinde ud.

Men stop lige. En livsstilsændring - uanset om du er syg eller rask - må aldrig komme til at handle om, hvordan det enkelt valg påvirker balancen mellem liv og død.

Den dårlige samvittighed over at komme til at gøre noget forkert - og den skyldfølelse over, at man (menneskeligt) kom til at gøre noget, man ikke burde - den er noget mere giftig end en kanelsnegl.

Min personlige indstilling er, at mest af alt handler det om at have det godt. Lige nu og lige her.

Det er derfor jeg kontinuerligt beder mine kursister og klienter først og fremmest til at tage stilling til:

  • hvordan er mit humør?
  • hvordan er min energi?
  • hvordan er min sexlyst?
  • hvordan er min lyst til at træne?

I dag.

Og træffe valg ud fra det. Hvad er det, der gør at du føler dig vital og tilpas i sin krop lige nu og her.

“Anna, må jeg spise den croissant?”

“Du må lige hvad du har lyst til - mærk efter, hvad den gør for dig”

 

Kims røv redder dagen

Altså, jeg sidder da stadig og jævnligt bryder mit hoved med, hvordan jeg formidler sundhed uden at projicere min egen, lejlighedsvise frygt, på mine lyttere, læsere, klienter og kursister.

Så mens alt det der rumsterer inde i min hjerne, så kommer jeg i en periode til at tale om noget, jeg er pænt afklaret med.

Fx fedttab, der ikke resulterer i en udmattet krop. Opbygning af styrke og opstramning af kroppen.

Og balder for fanden. Balder, balder, BALDER! (ja, jeg nægter at stave det med to l’er)

Så hjerteligt tak til Kim Kardashian for at have fået min hjerne væk fra det gravalvorlige, frygtindgydende, angstfremprovokerende og eksistentialistiske i denne uge. Det var så dejligt afslappende at sidde og glo på hendes røv.

Og tak til alle de journalister der ringede for at snakke med mig om Kims røv. Det ville jeg gerne sige en masse om.

2014-11-13 14.18.03

Og jeg rystede ikke længere, da de ringede i går og sagde, jeg skal have foretaget keglesnit om små 10 dage.

Det hjalp også, at jeg fik foretaget min mammografi i mandags, og begge mine bryster var helt sunde og raske (første gang jeg blev glad for, at jeg har ammet fylden ud af begge mine bryster!! Og for vores sundhedssystem, som nu kommer til at tjekke mig hvert år, pga min mors historik!)

Så jeg glæder mig til at fordybe mig i noget så håndgribeligt, som balder og talje, når jeg nu for alvor dykker ned i min kommende bog (skal aflevere manus 15. januar)

Fordi balder kan man sgu altid gøre noget ved.

Det kræver ikke svære valg og fravalg. Det handler ikke om liv og død. Højest om styrke og lækkerhed.

Man kan hurtigt se og mærke resultater.

Og så følger man sig så forbandet stærk og klar til hvad som helst, når ens korset er stærkt og stabilt, og ens hofter er i stand til at knække valnødder og lave citronsaft ud af citroner.

Så føler man sig måske mere attraktiv i undertøj, og så får man noget mere sex og så nyder man nuet en smule mere.

Nej, jeg synes ikke det er overfladisk. Gider bare ikke det helt dybe, filosofiske og samfundsrelevante lige nu, ok?

 

Styrketræning er min meditation

Når jeg styrketræner, så får jeg jordforbindelse. Jeg kan mærke, at min krop lever. Jeg lever.

Man anbefaler vist sådan én tung kugledyne til børn, der ikke kan finde ro.

Well, jeg har brug for at holde en tung kettlebell i hånden, så finder jeg ro.

Jeg er tilstede, når jeg træner. Det er meditativt. Skal hilse og sige, at det er svært at bekymre sig om noget andet, når man har en tung kugle over sit hoved!

Jeg er tilstede i min krop, når jeg kan mærke min krop og mine muskler længe efter træningen er slut.

Mine tanker får ikke lige så let ved at flyve afsted med mig.

Og så får jeg pænere og stærkere balder. Det vil jeg ikke kimse af.

 

.

FÅ 3 ØVELSER TIL AT VÆKKE DIN KROP

Smugtræning som tænder for hjerne/muskel kontakten og får dig til at opdage muskler, du ikke vidste du havde! Med særligt fokus på mave, balder og bækkenbund 

Skærmbillede 2018-11-05 kl. 15.20.59.png. 

TILMELD DIG NYHEDSBREVET
og få link til de 3 øvelser direkte i din indbakke.

 


0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar