Kunne vi tage ’max gas’ ned af piedestalen et øjeblik?

all-or-nothing

For nogle måneder siden, bad jeg Sine Funder, en BUB'ie (sådan én, der træner efter Balder Uden Buler programmet og deltager i vores mange spændende snakke på det lukkede forum) - om at skrive et indlæg omkring det skift i hendes mindset, der skete siden hun startede på BUB.

Hun nævnte det nemlig i et svar til en af pigerne, i en tråd om noget i stil med:

"Jeg er sååååå klar NU - har ladet stå til i alt for lang tid, så fra på mandag går jeg ALL in! Piger, I må holde mig i ørerne!"

(Kender du nogen, der kunne finde på at sige sådan noget?)

Og hendes velovervejede, lige i øjet, svar - dét ville jeg gerne dele med dig.

Sine er i øvrigt også uddannet hos Z-health Performance, hvor jeg i skrivende stund er ved at starte op på min overbygning som Master Trainer - og det er altid spændende med refleksioner fra en kollega!

Sine holder til i Vejle, hvor hun hjælper sine klienter af med kroniske smerter, på den holdbare måde.)

Here it goes, fra Sine Funder:

   Sine Funder

En opsang til ’all in’ mentaliteten


Du kan, hvad du vil!

Som børn fik vi at vide, at ”du kan, hvad du vil”. Efter min mening en vigtig og værdifuld lektie. Jeg tror på, at de fleste ting kan læres. Vil du være god til noget, kan du øve dig – og lære det meste.

Det forekommer mig imidlertid, at vi er nogle stykker, der fik bøjet denne sætning en kende. Vi hørte det som: ”Du kan alt det, du vil”. Og lige der gik det galt. Lige der løb hovedet fra kroppen. Løb ambitionerne fra evnerne. Løb ’vil’ fra ’kan’.


All in

Nogle af os har godt nok haft stor succes med princippet ’Du kan alt det, du vil’. Vi er vant til, at hvis vi arbejder, læser, løber, prøver, træner hårdt nok, længe nok, godt nok, langt nok, intenst nok. Hvis vi giver den max gas, fuld skrue, 110% og går all in! Så kan vi knokle os til hvilket som helst resultat. Og for mange af os fungerer det rigtig fint – indtil det ikke fungerer længere!


Når nok er nok

På et tidspunkt trækker nervesystemet den store nødbremse. En indbygget mekanisme mod total nedsmeltning af systemet sætter ind, og man bliver træt, får ondt, bliver syg. Man mister overblik, fokus og koncentration, og humør og lyst er på kamikaze kurs mod afgrunden. Side om side med de ønskede resultater. Den logiske måde at gribe et sådan styrt an på, var jo at få rettet op og sat farten ned.


Alt eller intet

Men hvis ens default tempo er ’max gas’. Og hvis dette er den eneste strategi, man kender og har haft succes med. Hvis det føles som ’alt eller intet’ – som om alternativet til 110% er at tabe samtlige bolde på gulvet. Så kan det godt være overordentligt skræmmende at skulle skifte taktik der midt i faldet.

Selvom man godt kan se, at verden vælter og nederlagene hober sig op. Så konkluderer man hellere, at man åbenbart ikke har givet den gas nok. Jeg tror, det handler om kontrol. Og om at følelsen af kontroltab er mere skræmmende end de udeblivende resultater.


Med kursen mod nederlag

Hvis det gab, der er mellem at gøre tingene 80% og 110%, føles som kontroltab, har man imidlertid sat kursen mod et stensikkert nederlag. For ingen kan gøre ALTING - 110% - HELE TIDEN.

Det fungerer simpelthen ikke på den lange bane. Hvor lang den bane er, er jo forskelligt. Men for enden af den venter som regel en mur, en afgrund eller en meget stor centrifuge.


Født i æslets tegn

Nogle mennesker giver op, når de møder muren. At give slip, holde pause eller krybe sammen i fosterstilling mens krop og nervesystem heler efter svær overbelastning er det, de kloge gør.  Andre holder stædigt fast. Mister grebet, men giver ikke slip. Og i det øjeblik man mister den sidste flig af kontrol, knuger hænderne stadig om det bare ingenting. Man er endelig i mål med ”Projekt Nederlag”.


Min egen værste fjende

Det var ca. der, jeg var, da jeg mødte Anna. De sidste mange års tovtrækning havde været udmarvende og nådesløs. Jo hårdere jeg trak, jo kraftigere blev modtrækket. Havde jeg givet slip, var rebet faldet til jorden uden mere kamp.

Det, jeg ikke forstod, var, at jeg selv trak i den anden ende. Nu lå jeg så der. Fladt på maven. Ude af stand til at rejse mig.  Og kom uendeligt langsomt til den konklusion, at min ’max gas strategi’ nok måtte lade livet. Jeg havde imidlertid ingen anelse om, hvad jeg satte i stedet.


En livslektie om kontroltab

I det øjeblik jeg blev klar til at løfte blikket og række ud, var det Annas hånd, jeg greb. Hendes træningsprogram Balder Uden Buler (BUB) blev min nye strategi – og det, der trak mig ud af knap 10 års træningsstop. Med Anna i hånden har jeg gennem to runder af programmet bl.a. taget følgende noter:

  • Det er IKKE kontroltab at springe en træning over, når man kan mærke, at kroppen ikke er klar.
  • Det er IKKE kontroltab at træne med 10 kg, de dage 12’eren står som naglet fast til gulvet.
  • Det er IKKE kontroltab at trække stikket og tage en middagslur, når man er træt.
  • Det er IKKE kontroltab at slutte træningen efter 4 runder, selvom programmet siger 5.
  • Det er IKKE kontroltab at afvige fra den valgte koststrategi, når livet sker og behovene ændres.

Ikke at være i stand til at registrere og imødekomme egne behov er det virkelige kontroltab!


Farvel autopilot

At navigere efter dagsformen; kroppens aktuelle behov og ressourcer er det, der på BUBsk kaldes ’blidhed’. Man kunne også kalde det for ’De gyldne 80%’. Og det har faktisk krævet en del selvdisciplin at krænge autopiloten af og skifte taktik. At gå efter ’lidt mindre – lidt bedre’. Og at vælge at se udsving fra den valgte rute som små øvelser i at lytte efter og rette til. Nuvel, der er stadig fuld smæk på hvert eneste løft i min træning. Men jeg er milevidt fra udmattelse og forlader altid træningslokalet lidt lettere, stærkere og strammere, end da jeg kom.


Når 80 trumfer 100

Som regerende verdensmester i ’fuld skrue’ har det krævet stor viljestyrke at undlade de sidste 2 løft, når jeg nu godt kunne have lavet dem – hvis jeg gav den max gas. At få sluppet computeren eller de praktiske gøremål til fordel for en lur. At lade de 80% være nok – og at indse, at 80 mange gange trumfer 100. Det har i det hele taget været sin sag at gøre noget andet, end jeg plejer.  Og jeg øver mig stadig. Så jeg skal nok lære det.  Fordi ”jeg kan, hvad jeg vil”.


TAK

En helt særlig tak til Baldebygger Anna Bogdanova for tæt, kærlig og altid respektfuld guidning hele vejen – samt tiltrængte og velplacerede spark i balden, når der var brug for dét. Anna er altid klar i kulissen med kompetente og let anvendelige råd, forslag, justeringer, forklaringer og motiverende support. Og så formår hun på blideste vis at samle selv trænings-imbecile som undertegnede op fra gulvet.

Stor tak også til damerne på det lukkede BUB-forum på Facebook. Deres hujen og opbakning har været en uvurderlig støtte – og flere gange den afgørende grund til, at jeg fik trænet.

Sine Funder


Kom med i klubben!

Kopi af Freebie - mail banner

Du lærer at styrketræne hjemme, så du får synlige resultater med blot 1 time om ugen. Teknisk sikkert, effektivt og uden skader - med skyhøj efterforbrænding.

Jeg giver dig mine bedste strategier til et hverdagsvenligt og bæredygtigt træningsflow, som bliver ved med at skabe fremgang og synlige resultater for dig – uden at du nogensinde skal træne til udmattelse.


SE MERE OM MEDLEMSKLUBBEN HER  →


Se også flere videoer med øvelser, viden og tips på min YouTube kanal.