To ting jeg ville ønske jeg vidste, inden min mor blev syg

5D9EC5FC-DB30-4182-AB16-1B13C1E52D90-edited

Min mor ville være blevet 59 år i morgen.

Men vi mistede hende til aggressiv brystkræft for snart 9 år siden, efter et 1,5 års hårdt behandlingsforløb. 


Bare jeg vidste de to ting, jeg deler med dig i dette indlæg, inden hun blev syg… 

De er relevante for alle, ikke kun kræftramte. 

Det kan for altid ændre din træning. 

Jeg var i starten af min karriere som personlig træner på det tidspunkt, hvor hun fik konstateret sygdommen. 

Og jeg vidste, at kræftpatienter, der styrketræner under deres behandlingsforløb, har markant større chancer for at overleve.

Både fordi styrketræning stimulerer produktion af hormonlignende stoffer “myokiner”, som virker immunstyrkende — og fordi det gør kroppen bedre til at kunne tåle den mængde behandling, med den hyppighed, der skal til, for at have bedst mulige chancer for at blive rask. 


Jeg havde jo prøvet at få min mor i gang i et godt stykke tid, forinden diagnosen, fordi hun døjede men en masse andre skavanker.

Men på det tidspunkt var mine timer alt for hårde, og succeskriteriet var jo, at man var godt brugt og øm efter sådan en hel træningstime uden for mange pauser. 

For min mor, som ikke havde været fysisk aktiv siden hendes skoletid, var det alt for meget. 

Hun blev for øm og for udmattet efter den første time, hun havde prøvet, så hun kom aldrig tilbage. 

“Kom nu, mor! Det skal jo være hårdt for at det virker!” var, til min ægte undren, ikke motiverende for hende. 


Men nu var hun blevet syg, og hun gik med til, at det der træning, det skulle altså til. 

Jeg var jo godt klar over, at jeg skulle skrue ned for intensiteten, for hun havde jo endnu mindre energi nu. Der var mange ting, hun ikke kunne efter operationen, kemo og stråling.

Men dét som jeg kategoriserede som “rimelig let” — det var stadig alt for krævende for hende.


Og jeg blev ramt af stor frustration, som var svær at styre, fordi hun var jo min mor.

Hvorfor skulle jeg coache hende inden for det, som hun kunne overskue — når jeg var rædselsslagen for at miste hende hvis ikke hun gjorde det optimale? 

Hun, om nogen, burde bare gøre, hvad jeg sagde? 


Og hun prøvede, virkelig. 

Men hun blev stadig så øm, at hun bad mig om længere pauser mellem vores træninger — fordi hun havde svært ved at skelne, om det var muskelømhed eller metastaser hun mærkede. Og hun stadig alt for træt efter hver træning…


Jeg kan huske den sidste gang, vi trænede sammen.

Hun måtte tage elevatoren til 1.sal i fitness-centeret, fordi hun slet ikke kunne få vejret. Og jeg havde lyst til at råbe, om hun ikke nok kunne tage sig sammen, for det gjaldt jo hendes liv.

Det var svært for mig at se denne stærke kvinde, min mor, blive så svækket.

To dage senere blev hun indlagt med vand i lungerne, det viste sig, hendes kræft havde spredt sig til lungerne… og 1.5 måned senere... trak hun vejret for sidste gang.


Den livserfaring har haft stor betydning for mit arbejde. 

At have viden om, hvad der ville gøre en stor forskel for min mor — og være vidne til, at hun ikke var i stand til at gøre det.

Der eksisterer et hav af forskning, der viser hvor virksomt intens træning er ift at forbedre overlevelseschancer hos kræftramte og mindske omfang af senfølger.

Men studierne inkluderer jo kun de få, der rent faktisk er i stand til at gennemføre den hårde træning. Rigtig mange af dem, der ikke kan holde til træningen, falder jo fra.

Det er langt fra alle, som kan bide tænderne sammen og dukke op til — og gennemføre — træning, som resulterer i overdrevet ømhed og udmattelse og gør dem dårligere på den korte bane. 


Jeg var nødt til at finde ud af, hvilke knapper man kunne skrue på for at bibevare træningseffekten, men gøre det til en rar og overkommelig oplevelse alligevel. 

Og nu her, knap 9 år senere — med erfaring samlet fra over 10.000 forløb, hvor jeg har haft mulighed for at følge mange af deltagere igennem en længere årrække, både i perioder med overskud og perioder med sygdom / stress / smerter…


…er der især to ting, jeg ville ønske, jeg havde vidst, inden min mor var blevet syg. 


#1. Træning skal ikke være hårdt og udmattende for at have en effekt. 

Effekten afhænger jo ikke kun af, hvor meget du har svedt og prustet i den givne træning.

Effekten afhænger af, om du er i stand til at dukke op til træning (og træne med høj kvalitet) igen og igen og igen — og kunne blive ved med at forbedre dig over tid. 


Træning, hvor du ligger for tæt på dit max, efterlader meget lidt rum til forbedring. 

Det er som at stå for tæt på en mur og forsøge at hoppe over. 

Det giver meget mere mening at starte længere væk fra og tage et tilløb. 


Det er summen af (kvalitets)arbejde, der skaber holdbare resultater.

Træner du til udmattelse, falder kvaliteten for hver eneste gentagelse. 

Sørger du for at holde dig frisk i hver eneste runde — ved at holde længere pauser og stoppe runden inden du syrer til — vil du kunne blive ved med høj kvalitet i længere tid, og du vil kunne træne oftere. 

Hvilket skaber resultater hurtigere — og gør det lettere for dig at holde fast i dem. 

Især fordi det er markant lettere at motivere sig til træning, hvis man ikke blev helt udkørt sidst, man gjorde det. 



#2.  Der skal høj belastning på, så snart som overhovedet muligt.

Musklerne skal udfordres i ret høj grad — for at du opnår den vilde effekt, som styrketræning kan have på vores hormoner og immunsystem (og formning af kroppen, for den sags skyld). 

Men bemærk — hårdt er ikke det samme som anstrengende. 


Ved at træne langt væk fra udmattelse, bliver du netop i stand til at træne med højere belastning (paradoksalt, ik?) 

Større muskelspænding, større kraftudvikling, mere vægt på. 


Da jeg trænede min mor, var funktionel træning på sit højeste.

Man tænkte mere i bevægelse, end muskelgrupper — prøvede at integrere øvelserne, så man fx både lavede lunges og press over hovedet samtidigt med — og udfordrede balance og koordination ved fx at udføre øvelser på ustabilt underlag. 

Og det er også helt fantastisk for vores motorik, kropsbevidsthed og skadesforebyggelse.  


Jeg kunne dog hurtigt se, at den funktionelle træning ikke var tilstrækkeligt for min mor.

Hun kæmpede så meget med balance og koordination, at det var svært at få nok belastning og kontinuerlig muskelspænding på, til at det kunne holde på hendes muskelmasse og stimulere musklerne nok til at producere de hormonlignende, immunstyrkende stoffer “myokiner”, som bl.a. er dem, der gør styrketræning til så effektivt et redskab i et kræftforløb. 

Så jeg var nødt til at gøre øvelserne meget nemmere — men til gengæld lægge mere vægt på. 


Jeg har senere observeret det samme med klienter med metaboliske udfordringer — fx diabetes og ustandselig vægtøgning. 

Ja, det ville være ideelt at lære dem at bevæge sig godt først, eller genoptræne fuld bevægelighed i en skulder eller et knæ — men det var ikke nok til at lave en U-vending på deres tilstand.


Tiden løb fra os. 

Der skulle meget mere muskelspænding og vægt til, så hurtigt som muligt — for at træningen kunne have den tilsigtede hormonelle og immunologiske effekt. 


Vi skulle dog stadig sørge for at undgå skader og overbelastning — så intervalløb og andet klassisk HIIT / cirkeltræning var udelukket. Jeg kunne ikke risikere, at de blev sat ud af spil og ikke kunne træne i ugevis. 


Så jeg smed øvelser til balance, koordination og smidighed ind i opvarmningen — og lod selve træningen bestå af en hel del isometrisk arbejde.

Her genererer man stor spænding uden at bevæge sig, men ved at fx holde igen mod en belastning. 


Det er ekstremt sikkert og har samtidigt rigtig stor systemisk effekt

Det betyder, at træningen ikke kun virker på de enkelte muskelgrupper eller færdigheder — det sætter en række positive kaskader i gang i hele systemet. 


Det er bl.a. denne viden og erfaring, der resulterede i udvikling af Hold På Kuglerne programmet. 

Det er den korteste bro, jeg på nuværende tidspunkt har bygget, til at kunne komme til at træne tilstrækkelig tung styrketræning. 

Uanset dit niveau lige nu, er det dette program, der gør dig i stand til at opleve magien ved at få en meget tungere vægt i hænderne — og en oplevelse af at kunne magte det, og ikke gå i stykker af det. 

Det kan nok bedst sammenlignes med at gå fra dunkel belysning fra et stearinlys i et vindue — til alle lys tændt i huset på samme tid. 


Når du først har oplevet dét, vil du ærgre dig over, at du ikke tidligere har vidst, at du kunne have SÅ meget power i sin krop. 

Men glæde dig over, at du NU har fundet kontakten. 

SPAR 20% INDEN 1. NOVEMBER KL. 24


FB7D435F-3FCF-4AF5-A87C-F9DA2863CECC

Jeg har fået en del spørgsmål omkring, hvordan Hold På Kuglerne adskiller sig fra mine andre programmer. 

Og uden at jeg vil trætte dig med mange nørdede programmeringsdetaljer, vil jeg sige det sådan her. 

Øvelsesvalget og træningsmetoden (primært isometri, altså statiske muskelspændinger) egner sig helt ekstremt godt til sikkert at gøre dig i stand til at arbejde med høj(ere) belastning. 

  • Det er ideelt til dig, der er helt ny med vægte
  • til dig, der ikke oplever så meget fremgang i din træning
  • og til dig, der ikke er i stand til træne dét du plejer eller ønsker at kunne, lige nu. 


TAG LÅGET AF DIN STYRKE HER


Hold På Kuglerne
 gør dig i stand til at løfte tungere, end du troede, du var i stand til. 

I fase 1 træner du uden vægt, for at lære at skabe spænding i hele kroppen, samt trække vejret og opretholde god holdning og stabilitet, under anstrengelse, men uden ekstern belastning. 

I fase 2 arbejder du med 1 kettlebell, og i fase 3 arbejder du med 2 kettlebells ad gangen. 


Faserne kan strækkes lige så længe, som du har brug for at være i den givne fase og øve dig på øvelserne deri. 


1C51E408-A64D-4E7E-9FC3-2784B32F3FED


Countdown to Nov 1, 2021 11:59pm